Indenfor LAG-Næstveds udviklingsstrategi er et overordnet tema: ”Etablering af attraktive levevilkår i landdistrikterne”.
I Fensmark er der nu indrettet ”Lokalområdets Dagligstue” på Fensmark Bibliotek. Der er åbent alle ugens dage fra kl. 0800 til kl. 2200, med mulighed for avis- og tidsskriftslæsning. Der er adgang til toiletter og kaffeautomat.
Biblioteket er lokalområdets vigtigste kulturinstitution og henvender sig til alle borgere i lokalområdet. Med dette tiltag kan de sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige initiativer styrkes, ved at netværke og samarbejde med det omliggende lokalsamfund.
Biblioteket havde et uudnyttet lokale, så ved små midler og indgreb er det lykkedes at udnytte de ressourcer, der allerede var til stede.
Livskvaliteten for borgerne i området kan fremmes ved brugen af dette projekt – denne nye servicefacilitet – og gøre det attraktivt at bo i området.
Fremtiden vil vise, om der er opbakning til dette tiltag og om der er muligheder for evt. at åbne hele biblioteket ved at benytte udlånsautomater, tyverialarmer m.m.
Der er åbningsreception tirsdag den 3. november kl. 16 på Fensmark Bibliotek, Kildegårdsvej 56 i Fensmark