Formålet er at udbygge samarbejdet mellem borgerne i de 3 sogne, menighedsråd, foreningsliv, skoler og erhvervslivet for i fællesskab at skabe bedre rammer for småbørnsfamilier, unge og deres forældre, samt kulturlivet.
At skabe en fælles oplevelse af, at her er godt at bo – så alle kan blive stolte af at bo her, få flere til og mindske fraflytningen.
Det vil ske gennem en række konkrete aktiviteter, som vil danne ramme for udvikling af yderligere aktiviteter.
LAG-Næstved og FødevareErhverv har støttet initiativet med 206 tusinde kr.
Sognepræst Gunver Birgitte Nielsen beskriver nedenstående opstartsfasen af de igangværende tiltag i lokalområdet.
Det selvgenererende lokalsamfund på landet.
Det går støt fremad med at sætte de enkelte delprojekter i værk, selv om hele processen er blevet forsinket af, at tilsagnet til støtte fra FødevareErhverv først kom 7. december 2010 knap 7 måneder efter LAG indstillingen i maj.
1) En hjemmeside for lokalsamfundet
Som det absolut dyreste delprojekt har iværksættelsen afventet den endelige bevilling, men det indledende arbejde med at finde samarbejdspartnere til udviklingsarbejdet er i gang.
2) Konfirmandforældreråd & mentorkorps
Konfirmandforældrerådstanken er nu veletableret, og samarbejdet generationerne imellem fastholdes og udvikles udover konfirmationsalderen. Projektet har senest været omtalt i Roskilde Stifts årbog 2010 som inspiration for andre menighedsråd.
Det 2. konfirmandforældreråd blev nedsat på et konfirmandforældremøde i Kvislemark i september 2010. Konfirmandforældrerådet for årgang 2010-11 er udover planlægning af afviklingen af konfirmationerne og den fælles konfirmandtur til København for konfirmander og forældre til juni, også med til aktivt at støtte konfirmanderne i planlægge og afvikle egen fest på tværs af skoletilhørs- og sognetilhørsforhold, ligesom konfirmandforældrerådet har taget den opgave op at hjælpe de unge med at organisere et stykke frivilligt arbejde for socialt udsatte, således som konfirmanderne allerede i efteråret udtrykte ønske om at gøre.
Medlemmer af det 1. konfirmandforældreråd (2009-10) er nu sammen med andre forældre fra årgangen i færd med at udvikle en model for et mentorkorps, som kan støtte de unges fortsatte uddannelse. Arbejdet i mentorudviklingsgruppen er nu så langt fremme, at projektet kan præsenteres ved en konfirmandreunion for alle konfirmander (2009-10) i marts, således at de unge kan begynde at forholde sig til mulighederne, og derefter forventes det, at arbejdet med at samle lokale mentorer kan gå i gang.
3) Konfirmandturen 2010
Turen til København for konfirmander og forældre blev en stor succes. Mødet med storbyen og storbykirken blev blandt andet illustreret gennem deltagelse i en altergangsgudstjeneste i Københavns Domkirke med efterfølgende rundvisning, men det var ikke mindst mødet med sognepræst Per Ramsdal i Brorsons Kirke på Nørrebro og hans beretning om ungdomskirke, samarbejdet med indvandrefamilier og flygtninge, som var med til at sætte konfirmandernes egen dagligdag i et landdistrikt i perspektiv.
Turen blev omtalt i Kirkebladet nr. 3/2010 og en tilsvarende tur vil blive gennemført for dette års konfirmander til juni for på samme vis at styrke sammenholdet forældre/konfirmander imellem og udvide den fælles horisont.
4) Kravleklub og babysalmesang
Kravleklubben er nu et åbent og velfungerende forum for mødre på barsel og deres babyer, med uforpligtende sammenkomster hver uge. Der er etableret samarbejde dels med de lokale sundhedsplejersker, så tilflyttere også gøres opmærksom på muligheden af at komme med i et lokalt fællesskab, og dels med præsterne i de omkringliggende pastorater, så de gamle sognegrænser ikke forhindrer etablering af lokale netværk småbørnsfamilierne imellem.
Forårets kursus i babysalmesang i Kvislemark kirke er netop blevet udbudt, og der forventes samme tilslutning som i efteråret, hvor i alt 17 mødre & babyer var med.
5) Fra Kirkekor til lokalt kulturprojekt
Kirkekoret har udviklet sig markant. Med ændringen af navn til Kvislekoret, blev det understreget, at koret er mere end et kor, der synger i kirken, og det har medvirket til at koret nu med jævne mellemrum også giver koncerter på for eksempel plejehjem i regionen.
Kvislekorets aktive deltagelse i Spil Dansk Dagens sangaften i Kvislemark Præstegård har ikke blot udvidet den lokale deltagelse i denne kulturelle sammenkomst, men det var også et af billederne fra denne aften med Kvislekoret, som vandt i Spil Dansk Dagens landsdækkende fotokonkurrence.
www.spildansk.dk/images/fotokonkurrencen
Dette sammen med markant omtale i den lokale presse har nu ført til, at koret er udvidet til også at have herrestemmer med, hvilket giver helt nye musikalske muligheder for koret ligesom langt flere nu kan deltage i korets aktiviteter.
Det planlægges endvidere et større kor-event i samarbejde med andre lokale amatørkor, som forventes afviklet inden udgangen af 2012. I denne forbindelse vil Kvislekoret vokse sig større og opnå en endnu bredere lokal forankring, ligesom det påtænkte kor-event vil blive en tilbagevendende kulturel begivenhed i lokalområdet.
Der er således god gang i udviklingen og implementeringen af de enkelte projekter som er indeholdt i hovedprojektet: Det selvgenererende lokalsamfund på landet, og det søges gjort på en måde, så aktiviteterne kan fortsætte med udgangspunkt i de lokale ressourcer og gennem et udbygget samarbejde på tværs af traditionelle skel, når bevillingsperioden er udløbet.
Kvislemark Præstegård, den 5. februar 2011
Gunver Birgitte Nielsen
Sognepræst