Aktiv Fritid i Hyllinge

Aktiv Fritid i Hyllinge
I sensommeren 2009 deltog løbeklubben AMOS fra Hyllinge Gymnastik og Idrætsforening i en stafet for Kræftens Bekæmpelse i Næstved. Ved den lejlighed beklagede en af de deltagende idrætslærere fra Hyllinge Skole sig over, at det ikke var muligt for skolens elever at tage atletikmærker, da de fysiske rammer som løbebaner, kuglestødesanlæg og anlæg til højdespring og længdespring ikke var til stede på byens idrætsplads, der deles af skolen og idrætsforeningerne HGIF og HMIF. Idrætspladsen er traditionelt kun anlagt med diverse fodboldbaner. En gammel lokalplan angav dog mulighed for, at der kunne realiseres førnævnte atletikfaciliteter. Med det i mente tog bestyrelsen for AMOS mellem to stafetskift en hurtig beslutning om at ville sætte alt ind på at få realiseret det længe ventede ønske. “Projekt Aktiv Fritid i Hyllinge” var sat i søen men det blev besluttet, at det ikke kun skulle være til glæde for skolens elever men til glæde for alle Hyllinge´s idrætsglade borgere.

Der blev udarbejdet en projektplan over placeringen af atletikanlægget, og der blev indhentet tilladelse fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og Stadioninspektøren i Næstved Kommune til at føre ideen ud i livet, da det er dem der vedligeholder idrætsanlægget. Vi indhentede tilbud fra diverse entreprenører på især etablering af en 110 meter dobbelsporet løbebane anlagt i et fast materiale. Entreprenør og god pris blev fundet i oktober. Entreprenøren anbefalede, at løbebanen skulle afsluttes med et toplag af vedligeholdelsesfrit norsk granitstenmel. Der blev aftalt tilkørselsforhold via nabogrundens ejer Førslev Gods.

 
Ved Hyllinge Skoles 100/285 års jubilæum i november 2009, gav AMOS skolens elever og Hyllinge by´s borgere håndslag på et atletikanlæg klargjort til indvielse ved skolestart august 2010. Flere sponsorer henvendte sig spontant bagefter med tilsagn om økonomisk støtte til projektet. Vinteren blev brugt til at få økonomien på plads, og vi var klar til den fysiske udfordring i foråret 2010.

 
Vinteren 2009-2010 var lang og hård, og vi kunne først sætte første spadestik i jorden lørdag d. 9. april kl.10, hvor 70 frivillige mødte op med spader og skovle for at grave græstørv af før en maskine tog over. Undervejs i foråret og over sommeren har frivillige jævnligt trofast lagt sved og armkræfter til, at vi kunne få håndgravet og planeret ud til tilløbsbane til højdespring og kuglestød, som AMOS skaffede sponsorer til, sluttelig blev den gamle længdespringsgrav renoveret og omlagt. Der blev indhentet tilbud på højdespingsmadras, standere og overligger og fundet sponsorer hertil.
I starten af august kunne Entreprenør Ehlers Aps. fra St.Heddinge lave finish på løbebanen, og vi kunne afholde en flot indvielse fredag d. 20. august. Der var masser af taler, hvor alle sponsorer og frivillige blev nævnt og takket, og snoren til løbebanen blev klippet over af 0.klasse fra Hyllinge Skole og Ole Hansen, konsulent fra Kultur-fritid i Næstved Kommune. Alle fik mulighed for at dyste på de forskellige baner. Især Hyllinge Skoles konstituerede skoleleder, Lars Ebert, kastede sig ud i at demonstere højdespringsteknik til stor begejstring for de fremmødte.

LAG´s andel i financieringen er i alt kr. 78.750 som vi nu går og venter på – desværre er sagsbehandlingen langsom og renter af lån i bank bliver ikke dækket ind.

Se mere om projektet på www.amosmotion.dk

Med venlig hilsen Hyllinge Gymnastik og Idrætsforening / AMOS

Projektansvarlige Mikal Nielsen og Willy Bjarnø