Hvad defineres som frivilligt arbejde i LAG projekter?

Frivilligt arbejde i almennyttige projekters finansiering

For almennyttige projekter under Fødevareministeriet, FødevareErhvervs tilskudsordninger ”Etablering af nye arbejdspladser og etablering af attraktive levevilkår i landdistrikterne” samt ”Bæredygtig udvikling af fiskeriområder” kan der søges om tilskud til frivilligt arbejde.

FødevareErhvervs definition af hvordan frivilligt kan indgå i projekter, som får tilskud fra FødevareErhvervs tilskudsordninger, er beskrevet forneden.

Hvis du ledig eller på efterløn og ønsker at deltage som frivillig i et projekt, skal du kontakte de relevante myndigheder for at afklare om det kan lade sig gøre.

Center for frivilligt socialt arbejde har en hjemmeside www.frivillighed.dk, hvor der under afsnittet publikationer findes information om reglerne for frivilligt arbejde for ledige og efterlønsmodtagere.

Frivilligt arbejde som er tilskudsberettiget under reglerne for ”Etablering af nye arbejdspladser og etablering af attraktive levevilkår i landdistrikterne” samt ”Bæredygtig udvikling af fiskeriområder” omfatter følgende:

Frivilligt arbejde
Ved frivilligt arbejde forstås ulønnet arbejde, der indgår i et konkret projekt, hvortil der søges tilskud, med et klart defineret formål. Det frivillige arbejde skal stå i rimeligt forhold til projektets formål og omfang.

Personer, som varetager frivilligt arbejde på et projekt, kan ikke også modtage lønnet arbejde i tilknytning til samme projekt. Skoleelever, som er i skolepraktik, kan godt inddrages til frivilligt arbejde, så længe de ikke modtager lønnet arbejde i tilknytning til samme projekt.

Ved frivilligt arbejde forstås hovedsagelig praktisk fysisk arbejde. Mødeaktiviteter og lignende kan betragtes som frivilligt arbejde, hvis de er direkte forbundet med det praktiske arbejde.

Er der tale om et projekt, som er af ikke-fysisk karakter, og hvor der indgår frivilligt arbejde, tager FødevareErhverv stilling fra sag til sag.

Transportomkostninger
Der ydes ikke godtgørelse for transport, men tidsforbruget, der medgår til kørsel af materialer og lignende, kan medtages.

Projektperiode
Det frivillige arbejde skal udføres inden for projektperioden i henhold til tilsagnet. Projektperiodens start kan tidligst være datoen, hvor bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe har modtaget ansøgningen.

Timesats og timeregnskab
At det frivillige arbejde er ulønnet betyder, at der ikke udbetales løn, og at der ikke er tale om et ansættelsesforhold med en kontrakt. Der skal føres timeregnskab for den frivilliges arbejde i projektet. På timesedlen skal fremgå navn på den frivillige, dato og antal timer for det frivillige arbejde samt titlen på projektet.

Frivilligt arbejde kan indgå i projektfinansieringen med en timesats på maksimalt 100 kr. Timesatsen er en standardsats fastsat uafhængigt af den enkeltes kvalifikationer, erfaringer m.v.

Det forudsættes, at den frivillige ikke modtager løn fra en arbejdsgiver i det tidsrum, hvor det frivillige arbejde foregår. Dette betyder, at hvis en arbejdsgiver giver tilladelse til, at frivilligt arbejde indgår i arbejdstiden, vil dette blive betragtet som lønnet arbejde og dermed en omkostning i projektets budget, hvorfor der skal foreligge en kontrakt eller aftale om arbejdets udførelse og en faktura.

Almennyttige projekter
Med almennyttige projekter menes ikke-kommercielle projekter af almen interesse, der er åbne for alle eller til glæde og gavn for en større gruppe, f.eks. etablering eller udvidelse af et forsamlingshus.

Ansøger i projekter, hvor der indgår frivilligt arbejde, vil typisk være foreninger eller organisationer. Det er bestyrelsen for den lokale aktionsgruppe, der i første omgang vurderer, om et projekt er almennyttigt. Af en forenings vedtægter skal det fremgå, at et evt. overskud skal anvendes til almennyttige formål. Projekter, hvis formål er at øge indtjeningen for ansøger, kan ikke opnå tilskud til frivilligt arbejde.